Indkaldelse til Generalforsamling d. 22/3 2026 kl. 10.00
Kære medlemmer i Slagelse Tennisklub. Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling i vores klub.
Kære medlemmer i Slagelse Tennisklub
Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling i vores klub. Mød op og hør nærmere om klubbens ve og vel i det forgangne år og planerne for fremtiden.
Generalforsamlingen finder sted
søndag den 22. marts 2026 kl. 10 i Tennishallen, Frederikshøjvej 20, Slagelse
Bestyrelsen har drøftet den nuværende vedtægtsbestemmelse vedr. valg af formand for klubben.
Det er således, at klubbens formand vælges på generalforsamlingen for 1 år ad gangen.
Bestyrelsen finder det uhensigtsmæssigt, at formanden vælges direkte på generalforsamlingen.
Bestyrelsen ønsker dette ændret til, at den valgte bestyrelse selv konstituerer sig med formand, næstformand og kasserer.
Derfor har bestyrelsen fremsendt et forslag til generalforsamlingen mhp ændring af vedtægterne, således at bestemmelsen om valg af formand bortfalder. I denne forbindelse finder bestyrelsen det hensigtsmæssigt, at bestyrelsen fremover består af 6 medlemmer med valg på hvert års generalforsamling
af 3 bestyrelsesmedlemmer for en 2-års periode.
Ændring af vedtægterne skal ifølge vedtægterne ske på en generalforsamling og skal vedtages med 2/3 af de tilstedeværende på generalforsamlingen.
Bestyrelsens forslag:
Ændring af vedtægternes § 4a, punkt 6a:
Nuværende ordlyd: "Valg af formand samt 3 bestyrelsesmedlemmer for en 2-års periode"
Foreslås ændret til: "Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer for en 2-års periode"
Ændring af vedtægternes § 5, 2. og 3. punktum:
§ 5, 2. punktum:
Nuværende ordlyd:" Formanden vælges for et år ad gangen".
Foreslås ændret til: Linien udgår.
§ 5, 3. punktum:
Nuværende ordlyd: " Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og kasserer "
Foreslås ændret til: " Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer efter hvert valg".
Nedenfor anføres dagsordenen i henhold til vedtægterne. Såfremt forslaget om ændring af vedtægterne bliver vedtaget, vil punkt 6a have følgende indhold: "Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer for en 2-års periode"
Dagsorden ifølge gældende vedtægter:
1) Valg af dirigent der ikke må være medlem af bestyrelsen.
2) Formandens og udvalgenes beretning om klubbens virksomhed i det forgangne år.
3) Fremlæggelse af reviderede årsregnskaber for Slagelse Tennisklub og Slagelse Tenniscenter.
4. Fremlæggelse af budget og bestyrelsens planer for det kommende år.
5) Behandling af indkomne forslag. For at blive behandlet på generalforsamlingen skal disse være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
6) Valg af bestyrelsesmedlemmer.
a) valg af formand samt 3 bestyrelsesmedlemmer for en 2-års periode.
På valg er: Axel Toft, Lizzi Larsen, Anni Balle og Daniel Johansen.Lizzi, Anni og Daniel modtager genvalg.
Herudover skal der vælges yderligere 2 bestyrelsesmedlemmer som følge af udtræden af bestyrelsen uden for valgperioden (se NB nedenfor).
b) Valg af 1 bestyrelsessuppleant.
7) Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer til Slagelse Tenniscenter, hvoraf det ene medlem er formand for anlægs-og haludvalg for Slagelse Tennisklub.
8) Valg af 2 revisorer.
9) Eventuelt.
Vi håber, at rigtig mange har lyst til at deltage i mødet. Der er brug for, at vi alle støtter op om Slagelse Tennisklub.
På gensyn til en god generalforsamling.
PBV
Axel Toft
Formand for Slagelse Tennisklub
NB: 3 medlemmer af bestyrelsen, Jacob Norholdt Hansen, Martin Teilmann og Birgit Fobian Larsen, har efter eget ønske valgt at udtræde af bestyrelsen. Dette betyder, at der skal foretages flere valg af bestyrelsesmedlemmer på denne generalforsamling.
